Kort fortalt
Aldersgrænsen er 18 år. Er du 16 eller 17 kan du ansøge om dispensation.
For at gøre dette skal du udfylde den formular du finder her på siden og sende den med almindelig post. Bemærk, at dispensation ikke gives automatisk og at alle ansøgninger behandles af den samlede arrangørgruppe.

Aldersgrænse

Kom lidt tættere på, jeg har lige noget jeg skal vise dig...

Aldersgrænsen til udskud er 18 år, og som udgangspunkt har folk på under 18 ikke mulighed for at deltage. Vi vil lave et scenarie primært rettet mod voksne spillere, og rent administrativt og lovgivningmæssigt er det derfor lettest at sætte grænsen på 18 år.

Vi har dog besluttet at åbne op for at give dispensation til folk på 16 og 17, såfremt det er folk vi mener virkelig kan bidrage til scenariet. Er du 15 eller derunder kan du desværre ikke komme til at deltage i Udskud. Det er alderen d. 7. juli 2010, når spillet starter, der er relevant.

For at kunne opnå dispensation skal der ansøges om dette. For at ansøge, skal du udfylde nedenstående skema og sende til os per almindelig post (adressen står i skemaet). Bemærk, at der som en del af dette skal udfyldes en erklæring fra dine forældre eller værge om, at du har lov til at deltage, da du ikke selv er myndig. Det er også derfor den skal sendes per almindelig post, da dette kræver en underskrift.

Du finder den lige her til download: Dispensationsansøgning.

Vi vil desuden gøre opmærksom på følgende omkring dispensation fra aldersgrænsen:

  • Enhver dispensation bliver diskuteret af hele arrangørgruppen, og der kan derfor gå lidt tid inden du får svar. Har du ikke hørt fra os inden en måned så skriv på kontakt@udskud.dk og ryk. Fejl sker, og det vil jo være træls du går og venter og ingenting hører fordi posten har smidt dit brev væk.
  • En dispensation gives ikke automatisk, som det ses til mange andre arrangementer. Som udgangspunkt skal en eller flere af arrangørerne have oplevet dig spille og gjort det godt og ingen må have haft overvejende negative oplevelser med dit spil. Vi giver ikke dispensation til folk som ikke mindst en af os kender, for det betyder vi ikke ved noget om den pågældende person.
  • En dispensation er først godkendt når du modtager en email eller telefonopkald fra os om, at du har fået dispensation.
  • Du kan ikke betragtes som tilmeldt før du har fået dispensation – uanset om du har betalt og tilmeldt dig.
  • Enhver tilmelding fra en person under 18 som ikke har opnået dispensation fra os, vil blive slettet øjeblikkeligt. Du skal ansøge om dispensation før du tilmelder dig.
  • Vi vil derfor også anbefale at en eventuel ansøgning sendes senest 1 måned før sidste tilmelding – altså sendes senest d. 7. april 2010, så du kan nå at få dispensation inden sidste tilmeldingsfrist.
  • Når dispensationen er opnået deltager du på lige fod med alle andre deltagere.