Sådan slår du folk ordentligt ihjel

Dødelig kamp kan forårsage døden, men disse overvejelser er selvfølgelig kun vigtige hvis man ønsker at gøre noget aktivt for at ende folks liv. Pas på med dødelig kamp, hvis der ingen er til at hjælpe dig på fode igen så dør du. Brug kniven så meget som muligt, det er sikrest.

Vi antager et øjeblik at du har vundet en lille sejr over din nemesis ved at få ham stukket ned i en dødelig kamp. Der er ikke umiddelbart nogen omkring dig så du kan have din vilje med ham. Her er det oftest nemmest for både karakteren og spilleren bare at snitte struben på sin fjende og derefter tulle videre… men det er bare ret kedeligt. Vi vil konflikter til Udskud, og når man slår folk ihjel, så slutter konflikten.

Reglen om ikke at slå folk ihjel den første dag er meget god, men det er endnu bedre at man lader folk leve, fordi man har en værre straf i sigte – ligesom skurkene på film, der altid kan finde en straf værre end døden. Metoder såsom:

  • Efterlade sin nemesis i smertens vold.
  • At efterlade dem til de vilde dyr, da de nok skal nok spise dem alligevel.
  • En ond skurketale og et efterfølgende manisk grin, der medfører at den såredes venner hører hvor man er og kommer til undsætning, så man desværre må flygte uden at få gjort sin onde dåd.
  • Lad ham bløde ud og forband guderne (igen) når han åbenbart blev reddet.

… er standard skurke metoder, der har vist sig igen og igen at være arketypiske og derfor giver den gode historie.

Til gengæld er der også en charme i at dræbe på følgende måder:

  • Slå en person ihjel foran hans ven.
  • Lege med sin nemesis og derefter slå ham ihjel.
  • Sige at han godt må gå for derefter at slå ham ihjel.
  • Holde en ond skurketale og et efterfølgende manisk grin for derefter at slå ham ihjel lige inden hans venner kommer.
  • Eller sige: ”Sch… du kommer til et bedre sted. Jeg lover dig at det er fyldt med lys og varme. Bare rolig, din sørgelig eksistens er nu snart slut” hvorefter man snitter hans strube i gyden og efterlader sit kaldekort: “Gydernes Gru”.

Det korte og det lange er at det er en god ide at have nogle gode ideer til hvordan man har tænkt sig at dræbe sin nemesis. Træk det ud og skab en fælles historie. Hvis din fjende ikke er værd at bruge tid på er det så det værd at sørge for at han bliver slået ihjel? Så er han vel ikke vigtig nok til at man lige sikrer sig at han er helt død. Og hvis han er vigtig nok, hvis han er en stor nok torn i siden på dig, så gør noget ud af det. Det er mest interessant for alle.

For den visuelle effekt, kan man f.eks. sørge for at man har et slagterforklæde eller bøddelhætte på inden man gør den hæslige dåd. Måske kunstigt blod til ens hænder og offeret? Ønsker man at gøre det et specielt sted, f.eks. foran kroen for at statuere et eksempel?

Husk disse korte remser: ”Forsøger du at dræbe alle, vil alle hade dig” og ”Spillere kan ikke li’ at dø en ligegyldig død” Det er faktisk slet ikke remser, men de passer. Drab kan være en god historie, men det kan det også være hvis man lader offeret leve…