Penge
Warhammersettingen har originalt et fint møntsystem inspireret af det engelske møntsystem. Det bruger vi ikke til Udskud.

Til Udskud findes tre slags mønter; kobberpfennig, sølvskilling og guldkroner, men der er ingen officiel vekselkurs mellem de tre. I stedet bruges de til at købe forskellige typer varer for.
- Kobber bruges til at købe billig og simpel mad og drikke, til at købe og sælge knive og bonkkøller og typisk også til at spille kort, terninger og lignende.
- Sølv bruges til at købe bedre og finere mad og drikke, til at købe og sælge lette rustninger og tunge våben og lignende.
- Guld bruges til at købe det bedste og lækreste mad og drikke, til at købe og sælge medium og tunge rustninger, skjolde, pistoler og ting af exceptionel værdi.
Hvis man ikke har den rigtige type mønt, kan man som regel komme afsted med at bruge sølv i stedet for kobber og guld i stedet for sølv eller kobber, men så er vekselraten 1:1. Så hvis man ikke har 2 kobber til at købe et krus billigt øl så kan man i stedet betale 2 sølv – eller 2 guld! Men så var det måske en bedre fidus at se, om man kan veksle hos et andet udskud først, som måske står og mangler noget guld til at købe sin ringbrynje tilbage…
