Øvrige regler
Andre evner
Der er ingen udskud eller fastboende der har overnaturlige evner af nogen art og det omfang NPCer har det, vil det fremgå klart og tydeligt i situationen. Så selvom magi findes, så er det ikke til stede i spillet.
Det er op til hver enkelt spiller hvor godt vedkommende kan læse og skrive. De fleste kan læse i al fald lidt, og mange kan skrive. En tidligere advokat anklaget for kætteri har nok gode kundskaber indenfor dette, mens en landsbydreng der har tjent hele sit liv som ransmand nok ikke kan læse meget mere end “Efterlyst” og sit eget navn.
Alle deltagere har evnen til at slå andre ud. For at kunne gøre det kræver det en kerneløs kølle eller lignende. Man skal komme ind på sit offer uset og slå vedkommende i hovedet med køllen og sige “Bonk”. Derefter er offeret bevidstløs indtil du er væk igen, eller offeret bliver rusket kraftigt. Dette virker ikke, hvis offeret har en metalhjelm på.
Der findes ikke andre evner end de, som er nævnt her.
Sex
Vi synes nakkemassage som sex er grimt og har en tendens til at blive fjollet. Vi anerkender dog, at sex er en vigtig del af livet på bunden, så derfor gælder der følgende regler for at have sex til Udskud.
En sexscene foregår ved at en eller flere parter aftaler, at de har (haft) sex. Der er ingen krav til at parterne har haft fysisk kontakt, det er op til dem i situationen – uanset hvad, symboliserer den fysiske kontakt ikke selve sexakten. Det betyder også, at scenen skal foregå skjult - man kan ikke have sex offentligt så man skal enten have et telt for sig selv, et aflukke eller en busk.
Slutteligt gælder der også det, at en part kan ikke være en del af en sexscene uden at have indvilliget i det – hvis en eller flere af parterne ikke har lyst til det er det op til alle parter at spille scenen, så de ikke havde sex – dette er specielt relevant i forhold til voldtægt(sforsøg).
Derudover opfordrer vi til at en sexakt, særligt i nærheden af andre, lyder af noget – så folk i nærheden ikke er i tvivl om hvad der sker.
Og husk; hentydningerne om sex, historier om sex (gerne vilde!), seksuel frustation og seksuelle afvigere er ting vi meget gerne ser til Udskud!

