Kort fortalt
Rammes man i udvidet torso er man nedkæmpet. Rammes man i ekstremiteter er kropsdelen ubrugelig – og andet slag svarer til et slag i torso
Kæmper alle med lette våben, er det en slåskamp. Kæmper mindst en med et tungt våben er det en dødelig kamp.
Rustning virker kun hvis man bliver ramt på den, og effekten afhænger af rustningstypen og kamptypen.
Man må ikke slå hinanden ihjel de først 24 timer.
Pistoler og pladerustninger kan kun anvendes af NPCer. Der er en del restriktioner på hvilke og hvor mange våben udskud og fastboende må medbringe.
Du skal læse kampreglerne i deres helhed, hvis du deltager i Udskud.

Kamp & Død

Til Udskud har vi besluttet os for at lave et nyt kampsystem, som reflekterer den type kamp, vi gerne ser til scenariet. Resultatet er nedenstående system. Vi anbefaler kraftigt alle deltagere at teste det hjemmefra inden, så de er lidt bekendte med det inden spillet.

I hovedtræk

Nedenstående tegning viser menneskekroppen. Det mørkeste områder kaldes udvidet torso og dækker hele kroppen, lår og overarme. De mellemlyse områder kaldes ekstremiteterne og er hhv. underarme + albuer og skinneben + knæ. De lyseste områder må man ikke ramme ej heller må man bruge dem til at parere med.

Rammes man i udvidet torso er man nedkæmpet, ukampdygtig og falder øjeblikkeligt om. Rammes man i en ekstremitet er den uanvendelig. Er det et ben bukker det under, man falder og skal derfra kæmpe liggende. Er det en arm falder den slapt ned langs siden og man taber hvad man holder i den. Rammes man anden gang i samme ekstremitet er effekten den samme, som hvis man var ramt i udvidet torso.

To typer af kamp

Der findes to typer af kamp, slåskamp og dødelig kamp.

En kamp er en slåskamp hvis alle er bevæbnet med lette våben (se nedenfor). Hvis mindst een person trækker et tungt våben, er det en dødelig kamp for alle involverede. En kamp kan eskalere fra slåskamp til dødelig kamp, og i så tilfælde anbefales det at den der trækker et tungt våben gør det klart f.eks. ved at sige “Nu er det alvor – det her bliver med sværdet i hånd!” eller lignende.

  • Et let våben er en kniv med en klinge på maksimalt 30cm – ingen andre våben er lette.
  • Et tungt våben er sværd med klinger på over 45cm samt alle øvrige håndvåben, tohåndsvåben, buer og armbryste.
  • Skjolde tæller hverken som lette eller tunge våben, og kan således anvendes både i slåskampe og dødelige kamp.
  • Total forbudt er alle sværd/knive med klinger mellem 30cm og 45cm – dette gøres for at det er let at skelne mellem lette og tunge våben.

Hvis man bliver nedkæmpet i en slåskamp kan man godt kravle rundt og tale svagt. 15 minutter efter kampen er overstået er man frisk igen, og kan igen indgå i en kamp.

Hvis man bliver nedkæmpet i en dødelig kamp er man bevidstløs, døende og kan intet gøre. For nærmere beskrivelse af dette, se nedenfor.

Bemærk altså, at selvom du står med en kniv og din modstander står med med et sværd er kampen lige farlig for jer begge to – kampen er dødelig fordi en af jer står med et sværd.

Rustning

Rustning inddeles i tre typer, der virker forskelligt.

  • Let rustning er læderrustning, eventuelt med få metalstykker samt slagkofter.
  • Medium rustning er læderrustninger der er tæt besat med metal, diverse lamel- og skælrustninger samt ringbrynjer.
  • Tung rustning er pladerustning, f.eks. brystplader, arm- og benskinner og lignende. Dette kan kun anvendes af NPCer.

Rustning virker kun, hvis man bliver ramt på den.

Den her kølle har en aftale med dit kranie, hvis du ikke flytter dig svækling!

I en slåskamp virker let og medium rustning på samme måde; man kan ignorere det første slag på rustningen, og derefter er den virkningløs. Det er ligegyldigt hvor mange lag rustning man har og forholdet mellem let og medium rustning, man kan kun ignorere det første slag, derefter er rustningen virkningsløs.

I en dødelig kamp er let rustning virkningsløs. Medium rustning virker på samme vis som i en slåskamp; du kan ignorere det første slag på rustningen, og derefter er den virkningsløs.

Tung rustning virker ens i slåskamp og dødelig kamp; alle slag der rammer tung rustning ignoreres og rustningen vil vedblive med at virke, uanset hvor mange slag den modtager. Bemærk altså, at en soldat pakket helt ind i pladerustning i teorien er usårlig!

Bemærk, at en rustning ikke er inddelt i “stykker” – når man kan ignorere det første slag, er det altså et slag i alt for hele kroppen, og ikke “per kropsdel” eller noget lignende.

Ved en “eskalering” fra slåskamp til dødelig kamp “regenererer” en medium rustning ikke; har man taget et slag i slåskampen og den eskalerer er rustningen altså stadig virkningsløs indtil kampen er ovre.

Når kampen er helt ovre, dvs. den ene side har overgivet sig, flygtet eller er nedkæmpet, regenererer let og medium rustning og har fuld anvendelig i næste kamp igen.

Bemærk altså at der ikke er nogen rustningspoint, hvad rustningen dækker er uhyre vigtigt (for hvis man ikke rammer rustningen, virker den ikke), og hjelme har ingen effekt i kamp, da man ikke må ramme i hovedet.

Pistoler

Det er kun NPCer der får lov til og kan anvende pistoler – ingen andre kan anvende dem, heller ikke selvom de stjæler en ladt pistol fra en NPC. Pistoler er attrappistoler der er modificeret således, at de kan sige BANG!, f.eks. med en hundprop.

Hvis du er indenfor 10m af en en person der peger på dig med en pistol, trykker af og den siger BANG! er du ramt. Uanset rustning er du nedkæmpet og døende, som var du blevet nedkæmpet i dødelig kamp.

Pistoler er utroligt farlige, det er en god ide at have sund respekt for dem.

Døden

Det er en reel risiko at dø i Siegfriedshalte. Det kan ske på to måder.

Den ene er ved at blive nedkæmpet i en dødelig kamp, eller med en pistol, hvorefter du er døende. Som døende kan du intet gøre og kræver hjælp udefra. En vilkårlig person kan komme og hjælpe dig, det tager kun et minutstid, og herefter har du det, som var du nedkæmpet i en slåskamp – og 15 minutter efter er du helt frisk.

Du må ligge som døende og vente på hjælp lige så længe du orker så længe du ikke flytter dig, men du må også når som helst give op – så er du helt og endelig død, og skal gå ned til spillederne. Hvis du ligger ude i skoven og alle dine venner også ligger der, er der nok ingen grund til at ligge i flere timer, da det er ret usandsynligt der kommer nogen andre, der vil hjælpe dig/jer.

Den anden måde at dø på er ved at blive aflivet. For at blive aflivet skal man være nedkæmpet enten i en slåskamp eller en dødelig kamp. Derefter kan en vilkårlig person gå hen til dig og sige tydeligt til dig “Jeg afliver dig” og lave en passende bevægelse. Så er du død og såsnart du er “ladt alene” skal du gå ned til spillederne.

Udskud og fastboende kan ikke aflive andre udskud og fastboende de første 24 timer – det er for at sikre at halvdelen af byen ikke dør den første dag. Så hvis du nedkæmper din ærkefjende efter 4 timer skal du sørge for at finde en god undskyldning for at lade hende leve… for nu.

NPCer kan aflives hele tiden og vil som udgangspunkt ikke aflive tilfældige ransmænd i skoven… men en dusørjæger der har fundet sit bytte kan sagtens finde på at aflive det, også indenfor de første 24 timer, så træd varsomt.

Hvis du spiller udskud eller fastboende og dør skal du snakke med spillederne om en ny rolle. Det er ikke sikkert du kan få lov at spille det du vil, og vi vil ikke love dig at du får lov at komme i spil igen, selvom vi forventer det. Hvis du dør som NPC går du bare tilbage til basen ved først givne lejlighed som normalt.

Sikker og forsvarlig kamp

Vi forventer at folk kæmper sikkert og forsvarligt. Det betyder bl.a. at man ikke skubber, løber ind i hinanden, forsøge at tackle hinanden, griber fat i hinanden eller lignende. De fleste uheld sker ikke grundet usikre våben men voldsomme spillere – kæmp med omtanke.

Begrænsning på udstyr for udskud

Udskud må ikke medbringe uendelige våben og rustninger. Følgende begrænsninger gør sig gældende:

  • Hvert udskud må medbringe så mange lette våben vedkommende ønsker.
  • Hvert udskud må medbringe så meget let rustning, som vedkommende ønsker.
  • Hvert udskud må medbringe så mange hjelme, som vedkommende ønsker.
  • Hvert udskud må maksimalt medbringe 3 tunge våben (men så mange pile vedkommende lyster hvis et af disse er en bue)
  • I hver udskudsgruppe, uanset størrelse, må der maksimalt være 3 stykker medium rustning.
  • I hver udskudsgruppe, uanset størrelse, må der maksimalt være 3 skjolde, uanset størrelse (maksimal størrelse er 60cm x 90cm)
  • I hver udskudsgruppe, uanset størrelse, må der maksimalt være 3 buer og armbryste (tilsammen), og disse tæller stadig mod hvor mange tunge våben hvert udskud må medbringe.
  • Ingen udskud må medbringe nogen form for tung rustning, ej heller blot armskinner eller benskinner i metal, ej heller kan de nogensinde komme til at anvende det.
  • Ingen udskud må medbringe nogen form for pistoler, ej heller kan de nogensinde komme til at anvende dem.