Udskud

I en flække i midten af en stor skov, hvor alle kan høre dig skrige men er ligeglade, er lov og ret ikke andet en ord som fine folk med pæne hatte bruger i fjerne byer hvor Kejserriget stadig har sin magt.

I manglen på bedre, har de lokale tilrejsende i Siegfriedshalte derfor visse leveregler. Disse leveregler nævnes aldrig højt, ej heller har de nogensinde været på skrift, men en ting er sikker; de som lever længe her, følger dem. De er ikke så meget regler, som de mere er… guidelines… men det betyder jo ikke der ikke er fidus i at følge dem. Så hvis du ønsker at tilbringe mere end en nat i luskebuksenes hovestad, kan følgende huskeregler hjælpe dig til at holde fast ved livet.

Gem altid dit guld forskellige steder på kroppen, kun en tåbe lader det hele dingle fra en løs læderpung i bæltet. Gem dem i støvlerne , skjulte lommer i hoserne eller skjorterne, kun desperationen sætter grænser. Nedgravede skatte er jo blevet gravet ned på et tidspunkt…

Husk på at man aldrig er sikret det næste måltid mad, især ikke med skumle typer omkring dig der, hvis muligt, ville stjæle dit pølse og brød. Gem når du kan, læg til side i tide i skov og krat, så din fjende må gå tomhændet fra dig hvis uheldet skulle være ude. Uden mad vil du lige en langsom død..

Gå aldrig alene rundt i by og skov, ej heller på das eller ud i teltet. At gå alene i Siegfriedshalte er en dummestreg som tigger og ber efter at blive ført til ende i form af overfald eller værre. Skaf dig mindst en mand du kan stole nok på til at i dækker hindandens ryg.  Især når trætheden melder sig er dette vigtigt. Alle folk skal sove, men ingen siger at man gør det samtidig, og med stilen i Halte skal den forberedte altid have en ven der kan holde vagten mens den korte søvn nydes.  Sov i altid let, for hvem ved hvor længe der går før din ven kalder på hjælp.

Endeligt, hold altid kniven tæt på kroppen, øv dine træk, kend dine parader, vær klar til at trække dolk hurtigt fra skeden. I denne by sker overfald i løbet af sekunder, og hvis ikke din klinge er klar blot et spring senere end overfaldsmandens angreb er kampen tabt. En kniv der glider let og hurtigt ud af en skede er din bedste ven – og hvor en kniv er god, er to bedre. Eller hvad med tre?

Blandt lige usselt pak er der en vis respekt for den anden. Alle skal sove, alle skal på das og alle skal have noget indenbords en gang imellem. Hvad vinder man på spontant at stikke en mand ned mens hans sover, hvis det er klart at hans ven gør det samme mod dig dagen efter, efter at du har været på kro? Livet er kort, og det kan hurtigt blive kortere hvis man ikke tænker sig om, selv i Siegfriedshalte kan man tale om ”uofficielle pauser”. Definitionen af uretfærdighed er vel også et udånde sit sidste åndedrag mens man sad på das med bukserne ned.

Lort falder begge veje; udover despotens hårde styre, er der blandt udskuddene tit også rangsystemer som man gør sig godt i at finde ud af og overholde. I en verden af sølle sjæle hvis mest værdifulde ejendel er livet, er der tit for megen risiko i dødelige kampe. Prestigekampe kun med kniv i hånd har flere gang sat fejder mellem grupper, og for en tid respekteres der vindere og tabere. Hellere offer for en en anden mands latter end gravjordens kolde fagntag. At pleje sit ego for at bekræfte at man er bedre end andet pak har en høj værdi, og i et mudderhul blandt sølle sjæle udtrykkes det bedst  i at jorde de svage med tæsk og slåskampe. Man kan ikke tilegne sig æresfrygt af døde mænd. Dog er det farligt at ligge i toppen blandt udskud og røverpak, du vinder respekten på gadebilledet, og har retten til ” din plads” i kroen, men pladsen i toppen er kold og udsat.

Endeligt er den vigtigste regel som alle kender til i Halte. Du er flygtet hertil for at overleve, ikke for at dø. Lev så længe du kan med de midler du har, for i dette  hul af en by, er der ike så meget mere at komme efter i livet end hvad man selv kan presse ud af det af glæder før kniven rammer dybt nok.